Jeg tænker jeg vil genoplive bloggen lidt igen. Men det bliver nok ligesåmeget med bagværk (mindst) som det bliver med scrap.
Jeg har jo, siden Coronaen lukkede landet ned, fået mig en ny hobby.
Jeg er blevet voldsomt glad for at bage og lave flødeboller.
Her får I mit bud på Flødeboller med solbærskum og en kerne af cremet solbærmarmelade.
Jeg bryder mig ikke om marcipanbunde - så jeg bager mørdejsbunde.
Til de her flødeboller har jeg brugt kakaomørdej.
Bunde (ca. 25 stk.)
180 g mel.
100 g smør
70 g sukker
1 - 2 spsk kakao
1 - 2 spsk. vand.
Mel og smør smuldres og blandes med sukker og kakao. Tilsæt lidt vand for at få dejen til at hænge sammen.
Rul dejen ud og udstik i den størrelse du synes - jeg laver dem 7, 8 eller 9 cm.
Bundene bages 8 - 10 min. ved 200 grader alm. ovn.
Flødebolleskum:
Til skummet har jeg lavet en opskrift der præcis passer til min lille røremaskine - og den giver som regel 14 flødeboller.
167 g sukker
53 g solbærsaft
80 g glukosesirup
----
100 g æggehvider
20 g sukker
frysetørret solbærpulver efter smag.
Cremet solbær fra den gamle fabrik.
Sukker (de 167 g), solbærsaft og glukosesirup koges op til 117 - 118 grader.
Æggehvider og det sidste sukker piskes stift i røremaskine.
Når sukkermassen rammer de ønskede grader hældes det i en tynd stråle ned i æggehviderne mens der røres på lav hastighed. Når al sukkermassen er hældt i skrues der op på høj hastighed og der piskes i yderligere 10 - 15 minutter.
Vend solbærpulveret i med en dejskraber.
Kom skummet i en sprøjtepose med den ønskede tyl (eller bare et hul)
og sprøjt den på de helt afkølede bunde.
Fyld en smule cremet solbær i en sprøjtepose med "fyldetyl" - før tyllen ned i midten af flødebollen til du fornemmer bunden - sprøjt forsigtigt lidt solbær i hver flødebolle mens du trækker tyllen opad.
Lad flødebollerne stå ved stuetemperatur og "sætte sig" - mindst 1 time - men gerne mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar